Rusvejleder
Ordet rusvejleder har i manges øre en negativ klang, da ordet “rus” ukorrekt forbindes med indtagelse af rusmidler eller beruselse. Ordet “rus” stammer i stedet fra endelsen af det latinske ord “depositurus”, der betyder: “Den mand, der skal til at aflægge …” og hentyder til, at de bondske vaner og forestillinger nu skal aflægges, og at personen skal forberede sig på at indtræde i det akademiske borgerskab.1
Som rusvejleder på Roskilde Universitet gennemgår man en to-ugers uddannelsesperiode inden for blandt andet gruppepsykologi, kommunikation og ledelse – kompetencer, der kan være udslagsgivende, når et to-ugers forløb skal tilrettelægges, både fagligt og oplevelsesmæssigt, for op til 160 nye studerende. Hele planlægningsperioden og koordineringen med de andre rusvejledere (der starter cirka 1500-2000 nye studerende hvert år) har givet mig en kæmpe ballast, når overblikket skal bevares. Endvidere har jeg opnået kompetencer inden for event management gennem ideudvikling, planlægning og eksekvering af fester, konkurrencer, events, koncerter, undervisning etc. Dertil kommer erfaringen opnået ved at tale for en større forsamling flere gange dagligt og generelt at opleve den gruppedynamik, der opstår, når 160 nye studerende mødes.
Rusvejlederuddannelsen giver dig kompetencer indenfor kontrol af kaos, kommunikation med flere mennesker ad gangen og konfliktløsning. Derudover får du udviklet dine sociale kompetencer, i en grad der får den lokale socialrådgiver, til at vifte med det hvide flag.2
Lyd- og sceneansvarlig – Årsfest 2009
Til Årsfest 2009 på Roskilde Universitet var jeg lyd- og sceneansvarlig for RUC-scenen. Det vil sige, at jeg var backline-ansvarlig, havde ansvaret for overholdelse af spilleplan samt den overordnede lyd.
CopenHell
I forbindelse med mit bachelorprojekt i 2010 skulle vi i en gruppe på fem personer designe og praktisk udføre indgangspartiet samt et loungeområde på CopenHell-festivalen på Refshaleøen i København. I ugen op til åbningen arbejdede vi nærmest i døgndrift for at få vores installationer færdige til “the grand opening” – det var første gang CopenHell blev afholdt. Planlægning og koordinering af arbejdsrutiner, og bedst mulig udnyttelse af gruppemedlemmernes kompetencer, blev af høj vigtighed for at nå den endelig deadline, hvor 5000 gæster ville storme ind ad portene. Det kaos og den sitrende spænding, der var i luften få timer før åbningen, var en oplevelse i sig selv, hvor det virkelig galt om at holde hovedet koldt.
I løbet af projektet arbejdede vi blandt andet med risiko- og sikkerhedsvurderinger, målgruppeundersøgelser, budgettering, oplevelsesdesign m.m. Se nærmere her!
I 2013 vente jeg tilbage som frivillig på CopenHell-festivalen. Denne gang fungerede jeg som elektriker, hvor jeg trak kabler og monterede elbokse til de forskellige boder på pladsen.
1: Balslev, O. (2009). Horn, I Weekendavisen, Nr. 51, 6
2: www.studenterraadet.dk/rusvejledning (8/10-2013)