Filmanmeldelse

The_GiverThe Giver (2014)

star2star2star2star2star2star6star6star6star6star6
Genre: sci-fi, drama – 97 min.
Instruktør: Phillip Noyce
Manuskript: Michael Mitnick, Robert B. Weide, Lois Lowry
Medvirkende: Jeff Bridges, Meryl Streep, Brenton Thwaites m.fl.

Jeg valgte at se denne film udelukkende fordi, at Jeff Bridges er en af mine absolutte yndlingsskuespillere, og genren var sci-fi. Det vil sige, at jeg havde ingen anelse om handlingen og deraf heller ingen forudindtagede holdninger. Når det så er sagt, kan jeg godt indrømme, at målgruppen nok er sigtet på generationen yngre end mig (født i 1976).

Filmen er en dystopisk fortælling på linje med The Hunger Games, Divergent, Equilibrium og nok mest kendt af alle: George Orwell’s 1984. Filmen er baseret på en roman af Lois Lowry og skrevet i 1993 – altså adskillige år før hit-serierne The Hunger Games, Divergent m.fl.

Resume:

Filmen foregår i en tilsyneladende perfekt verden uden vold, had, kriminalitet, racediskrimination etc., men dette på bekostning af et af menneskets fundamentale byggesten: følelser. Hver morgen skal beboerne i dette ”perfekte” samfund tage deres ”medicin”, der, uden deres viden, hindrer dem i at føle. Dette resulterer i, at de lever i en følelseskold verden uden musik, dans, kærlighed, farver (dette skal tages bogstaveligt; filmen starter i sort/hvid, for at symbolisere deres manglende evne til at se farver) sex m.m. Nu tænker den smarte læser nok, hvordan kan de så formere sig? – Det vil jeg lade stå hen i det uvisse.

Som i de fleste dystopiske fortællinger er der også i The Giver en overordnet magt kaldet: ”The Elder”. Dette råd styres af Chief Elder (Meryl Streep), der hvert år udtager en gruppe unge til deres forudbestemte fremtid ud fra den enkeltes kvalifikationer (har man hørt den før?). Nogle bliver sygeplejersker andre gartnere osv., men vores hovedperson, Jonas (Brenton Thwaites), bliver ikke i første omgang udtaget til noget, da det viser sig, at han har helt specielle evner, og han bliver i stedet udvalgt som ”Receiver of Memory”.

Alle personerne i denne perfekte verden – der i øvrigt er omgivet af skyer, hvorfor man antager, at den ligger højt til vejrs – er alle komplet uvidende om fortiden på nær ”The Giver” (Jeff Bridges). The Giver har til opgave at overføre sin viden om fortiden – på godt og ondt – til The Receiver of Memory – altså vores hovedperson, Jonas. Dette sker gennem flashbacks; alt fra musik, crowd surfing og hippier til krig, mord og vold. Med tiden begynder Jonas at føle, hvilket symboliseres i, at filmen skifter over til farver.

Der er selvfølgelig også en kærlighedshistorie viklet ind i handlingen, og da Jonas begynder at føle, finder han ud af, at han er forelsket i sin veninde gennem mange år, Fiona (Odeya Rush). Problemet er selvfølgelig bare, at hun ikke kan føle. Jonas begiver sig herefter ud i en kamp for at få befolkningen til at opleve de ting, han har set gennem sine flashbacks, hvilket The Elders ikke bryder sig om. De har gennem generationer fået oparbejdet det, de kalder ”The Sameness”, hvor alle er lige og verden er perfekt (i deres øjne), og det skal en lille purk som Jonas ikke komme og spolere.

Bedømmelse:

Ganske som forventet leverer både Jeff Bridges og Meryl Streep hæderlige præstationer, uden at det dog kan karakteriseres som deres bedste. De tre unge skuespillere Brenton Thwaites, Odeya Rush og Cameron Monaghan (Jonas kammerat) spiller deres roller solidt, hvorimod Katie Holmes og Alexander Skarsgård (Jonas forældre) falder lidt igennem, hvilket kan være intentionen fra instruktørens side, da de jo skal agere følelseskolde. Så alt i alt godkendt på skuespillersiden. Det kan dog ikke rette op på filmens fejl.

En befolkning, der ikke kan se ud over deres egen næsetip og hverken sætter spørgsmålstegn ved, at de kan falde ud over kanten på deres by, hvor underudviklede børn bliver sendt hen, at de ingen erindring har om fortiden – de ved eksempelvis ikke, hvad vejr er, da vejret altid er det samme, eller hvad dyr er – på et tidspunkt bliver en tøjelefant beskrevet som et mytisk dyr kaldet en flodhest (hippo), og at den var meget hurtig grundet dens fem ben – humor, måske?! – men det virker bare plat. Hvad værre er, at man som publikum heller intet for at vide om den forudgående historie, hvilket for denne anmelder virker for tyndt og gør filmen alt for tyggegummi-agtig uden egentlig substans. Jeg vil da gerne vide, hvordan de er endt der, hvor de er – rent fysisk? Hvem har besluttet, at frarøve menneskets følelser? Hvor langt fremme er vi i tiden? – Og jeg kunne blive ved.

Jeg ved godt, at grunden til at disse spørgsmål måske ikke bliver besvaret, er for at give filmen et filosofisk islæt, men på denne anmelder virker det ikke, og jeg tvivler på, at det virker på det publikum, der sigtes efter. Jeg tror, at hvis filmen var lavet til et voksent publikum og gik mere i dybden med de mere eksistentielle og essentielle problemstillinger, der flygtigt bliver berørt, ville filmen være en nyklassiker. Værst af alt er dog, at filmen generelt bare er kedelig – gab! Så alt i alt: okay intetsigende teenageunderholdning – der dog prøver at komme med et budskab. Mere end fire stjerner ville det normalvis ikke kunne række til, men grundet glimrende skuespil bliver det alligevel til fem stjerner i denne filmanmeldelse – sorry Jeff!! – det kunne ikke blive til mere.

Screens:

The_Giver5 The_Giver7    The_Giver6

 

 

The_Giver4

The_Giver1 The_Giver2

 

 

 

 

 

 

Tilbage

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.