Nicole Atkins
Ideal Bar – søndag den 5/10-2014
Nicole Atkins er en amerikansk singer-songwriter, der, denne anmelder bekendt, sidst gæstede Danmark på Roskilde-festival i 2008. Hendes stil beskrives som en blanding mellem psykedelisk rock og amerikansk folkemusik – denne anmelder vil nu nærmere bruge det mere hypede udtryk: pop noir. Efter en gennemlytning af bagkataloget var det med spænding, at undertegnede drog af sted mod Ideal Bar en søndag aften i oktober. Spændingen lå i uvisheden af, hvad det var, jeg gik indtil. Hendes debutalbum, Neptune City (2007), lyder som musikken til en musical eller en Disney-film, med store drømmende kompositioner, og en produktion, der grænser til overdrivelse, hvorimod hendes seneste og tredje album, Slow Phaser (2014), er mere simpel i sit udtryk og trækker referencer fra blandt andet rock, country og let disko med groovy beats. Så hvad ville denne aften byde på?
Intimitet
En halvfyldt Ideal Bar tog imod Atkins, eller skulle man måske nærmere sige, at hun tog imod os, da hun startede koncerten med at stille sig blandt publikum alene med sin akustiske guitar – ingen mikrofon eller forstærker her! – hvorefter hun spillede en bevægende og yderst intim udgave af titelnummeret (og hittet) fra hendes debutalbum Neptune City. Herefter indtog hun scenen sammen med backing-bandet, der bestod af en guitarist og en trommeslager.
Koncerten
Under koncerten fungerede guitaristen nærmest som et one-man-band, med et utal af pedaler og lydeffekter, hvilket han gjorde ganske overbevisende. Han blev akkompagneret af en velsyngende Atkins, der bidrog til det ofte sfæriske og drømmende lydbillede gennem en ekstra mikrofon, som var indstillet til netop dette formål. Vi fik lidt af hele pakken; fra det lettere psykedeliske til det mere rockede. Alt i alt ikke noget at sætte fingre på her, og efter at Atkins havde udtalt, at det med ekstranumre gjorde de sig ikke så meget i, sluttede hun, ligesom hun startede – alene med en guitar og sin smukke røst akustisk blandt publikum.
Bedømmelse
Grunden til, at koncertoplevelsen ikke var mere end 3½ stjerne værd for undertegnede, kan der være flere grunde til: Søndag aften er bare ikke verdens bedste koncertaften og slet ikke i et halvtomt lokale, hvor intimt det end måtte være. Vokal, guitar og trommer skaber for denne anmelder ikke det fuldendte lydbillede – der manglede en bas! Jeg ville faktisk hellere have oplevet Atkins solo på sin akustiske guitar – præcis som hun startede og sluttede.
Mødet med Atkins
Faktisk ville jeg nok kun give koncerten tre stjerner, men grundet helhedsoplevelsen af aftenen får koncerten 3½ stjerne. Dette skyldes, at undertegnede og en kammerat tilfældigt mødte Atkins og ”band” på Istedgade inden koncerten, hvilket resulterede i både krammer og kindkys af damen – det tæller trods alt en halv stjerne i denne anmeldelsers hjerte. I øvrigt forventede Atkins heller ikke det store fremmøde til koncerten, da hun begejstret udbrød: ”Så kommer der da i det mindste to til koncerten!” (frit oversat – red.). Så alt i alt en hyggelig og intim oplevelse med New Yorker-baben, Nicole Atkins, der dog i denne koncertanmeldelse ikke kunne skrabe mere end 3½ stjerne sammen herfra.