Wovenhand – Refractory Obdurate (2014)
Genre: alt-country, 43 min.
Siden 2005, hvor 16 Horsepower gik i opløsning, har sanger, guitarist m.m., David Eugene Edwards, udgivet syv albums, hvoraf de tre første albums udkom som et sideprojekt, mens 16 Horsepower stadig eksisterede – dog under navnet Woven Hand. Efter sammentrækning af bandnavnet – der måske kan ses som et symbol på, at Wovenhand ikke længere er et enkeltmandsprojekt, men nu fungerer som et decideret band – og opløsningen af 16 Horsepower, har Eugene Edwards med Wovenhand fortsat genren. En genre, der er svær at definere, men bliver som oftest kaldt alternativ country-rock, eller bare alt-country, og har sine rødder i country, folk, gospel, bluegrass, rock og sågar post-punk og goth.
Gudsbenådet
Eugene Edwards var og er en troende mand, på grænsen til vanvid, og intet har ændret sig. På dette syvende album, Refractory Obdurate, viser Eugene Edwards endnu en gang sit gudsbenådede sangskrivertalent og musikalitet – og ja, gudsbenådet! Prædikanten messer sin tro ud gennem sin karakteristiske forvrængede vokal med strofer som: ”In the hollow of His hand/Delicate listener/My tender giver/My burning lamp stand”. Eugene Edwards tekstunivers er gennemsyret af symboler og bibelske referencer, og man kan sige, hvad man vil, men let gennemskuelige er de ikke. Teksterne kan godt tåle en længere, dybdegående analyse, end denne anmelder har taget sig tid til, men en ting er sikkert: Dommedag er nær! Min dovenskab hænger dog sammen med, at lyrikken ikke altid er hørbar grundet den forvrængede vokal og til tider larmende baggrund, der udgør musikken. Et er dog sikkert, albummet er det hårdeste og tungeste udspil fra Wovenhands hånd til dato, hvor Eugene Edwards og hans kompagnoner bevæger sig ud på overdrevet inden for alt-country-genren.
Helvede bryder løs
Albummet starter ud med nummeret Corsicana Clip, der starter med et trommebeat efterfulgt af en melodisk guitar med ren reverb-lyd – ikke en ukendt lyd i Wovenhand-land. Nummeret bygges karakteristisk op, men efter 2½ minut bryder helvede løs. Guitaren kan vel her bedst beskrives som pumpende metal, men inden for alt-country genren?! – med feedback, delay og larmende fuzz-guitar i baggrunden, og Eugene Edwards der himmelråbende spyer uforståelige ord ud gennem larmen, hvor ord som: ”preacher” ”right believer” og ”cold shoulder” toner frem gennem det dystre og larmende lydbillede. Til sidst lyder Eugene Edwards nærmest forpint, når han råber ordene: “High above, the praises of the people/High above, the praises of the people/Unapproachable light!/Unapproachable light!/Come here!/Come here!” Hvorefter vokalen ebber ud sammen med musikken til endnu nogle uforståelige kald mod himlen.
Ja, det er virkelig lagt i kakkelovnen til noget stort her, og man føler sig tvunget til at lytte videre. Skulle man vælge at lade være, er jeg overbevist om, at Eugene Edwards kommer og driver Djævelen ud af dig, eller sender dig direkte tilbage til helvede, hvor du åbenlyst må komme fra.
Højdepunkter
Nu skal denne anmeldelse ikke fremstå som en analyse af hvert enkelt nummer, men mere som et helhedsindtryk af det lydinferno, der rammer lytterens øre. Jeg vil dog fremhæve enkelte numre, der skiller sig væsentligt ud i forhold til de mere middelmådige numre:
The Refractory, lyder som et nummer, der lige så vel kunne være udgivet under 16 Horsepowers storhedstid, hvilket for denne anmelder kun er positivt. The Refractory er i øvrigt også albummets mest melodiøse nummer, hvor resten af numrene godt kan fremstå lidt svage på melodisiden.
Good Shepherd, er hårdt og tungt pumpende med smukke og melodiøse guitarpassager. Som i Corsicana Clip trækkes der referencer til metalmusikken, men endnu en gang uden at lyde som metal, hvilket skyldes både valg af guitar og selve produktionen.
Derudover skal numrene Field of Hedon, der kan karakteriseres som post-punk med elementer af industrial-metal, og det tonsene tunge og onde nummer Hiss, fremhæves; specielt på grundlag af deres ukarakteristiske lyd inden for alt-country genren.
Nu kunne man som læser af denne anmeldelse godt få det indtryk, at Wovenhand bare fræser derudaf i samtlige 43 minutter, men sådan forholder det sig ikke. I Salome og King David er tempoet sat væsentligt ned og er nu bare tungt, og Obdurate Obscura og El-bow lyder som stille og messende hymner – så der er lidt til enhver smag.
Bedømmelse
Helhedsindtrykket at Refractory Obdurate er et blandet miskmask af sanseindtryk. På trods af en glimrende og skarp produktion fremstår numrene på mærkværdigvis rodede?! – finesserne går simpelthen tabt i det ofte larmende lydbillede. Dette skyldes blandet andet Eugene Edward/Wovenhands forkærlighed for reverb og delay, der, i kombination med den forvrængede vokal og for mange lag i musikken, udgør albummets svaghed. Kan der måske ligge et skjult budskab i dette? Skal vi lære at lytte bedre efter, før end at det er forbi?
Alt i alt er det det bedste metalalbum, denne anmelder til dato har hørt, der absolut intet har at gøre med metal. Wovenhand formår trods alt stadigvæk at lyde som et alt-country-band med deres særegne og unikke lyd, hvorfor denne musikanmeldelse sniger sig op på 4½ stjerne.
Som en lille sidebemærkning, vil jeg indskyde, at den hårde lyd på Refractory Obdurate kan være inspireret af det progressive metalband, Tool, som Wovenhand varmede op for efter deres femte album fra 2010, The Thresingfloor, der viste en mere rocket udgave af bandet.