I forlængelse af min seneste artikel kommer der her et lille surt opstød.
Nu har jeg i en lang årrække måttet lægge øre til, at mange (især unge) mennesker undskylder deres dårlige skriftlige færdigheder med, at de er ”halvordblinde”. Men findes begrebet? Og hvad er i så fald dets definition?
Efter tre timers søgen på nettet efter en eventuel definition på begrebet halvordblindhed, måtte jeg give fortabt; det findes ikke. De eneste steder, hvor ordet dukker op, er på unge pigers profiler på diverse sociale medier, hvor de undskylder deres dårlige retskrivning med, at de er ”halvordblinde”.
Da der ikke foreligger nogen videnskabelig dokumentation, betyder det i min verden, at det bare er en dårlig undskyldning for, at de ikke har fulgt med i skolen, eller at de ikke besidder den fornødne intelligens til at lære at skrive dansk. Men at sige, at man er ”halvordblind”, som undskyldning for dovenskab, dén går altså bare ikke. Selv rigtige ordblinde (altså dem, der lider af dysleksi) kan lære at læse og skrive. Så til den danske ungdom: ”LÆR DET DANSKE SPROG!! Og kom ud af jeres sms-boble”.
Men altså… man kan være meget ordblind, og man kan være lidt ordblind, det er vi vel enige om? Ordblinde lider i forskellig grad under og af deres dyslexi.
At “halvordblind” ikke er en diagnose, betyder i mine øjne ikke, at det er et meningstomt begreb. Det er bare upræcist.
Når et begreb ikke har nogen definition, findes det heller ikke, hvorfor det er noget pladder at sige, at man er halvordblind.
Det er nogle, der har lettere ved at læse og skrive end andre, og det tager derfor længere tid for nogle at lære det. At man ikke har taget sig den tid, det tager at lære det, er i min verden et symbol på dovenskab. Jeg skriver heller ikke perfekt, og jeg burde sætte mig ned og få læst op på min retskrivning, men jeg gider ikke – dovenskab 🙂
Og så alligevel.
Ordblindhed kan man have i høj grad og i lav grad og alt derimellem.
Halvordblind KAN være en måde beskrive i hvor høj grad lider af denne funktionsnedsættelse. Ikke en særlig præcis beskrivelse, bevares.
Men når man kan befinde sig på en skala mellem ‘meget’ og ‘lidt’, er mængdeangivelser ikke fuldstændig meningsløse.
Man skal ikke undskylde sig med funktionsnedsættlelser, man ikke lider af, men der er immervæk mange diagnoser og lidelser, der ikke handler om enten/eller men i stedet om, i hvor høj grad, man lider af den. Mild ADHD eller autisme for eksempel. Det ville være upræcist st sige ‘jeg er halv-autist’, men ikke uden mening.
🙂